når du skolker fra den løftning, der er flagets bøn og bud?
Det at hejse Dannebroge, vogt dig, det er aldrig spøg.
Flaget hævner, hvis du regner det kun for et legetøj.
Se, dets røde farve svulmer i et kald på offermod,
til at elske har du ræt kun, er du rede med dit blod.
For dit hjertes skyld lad knuse, om det kræves, hjertets hvælv!
thi, o menneske, dit hjerte det er mere end dig selv.
Mærker ikke du det hvide drage mod uskyldighed,
kræve sindet blankt og svigløst, så du slår dit øje ned.
Du, som bærer tvende tunger bag din læbes glatte hud,
bid den ene af, men hurtigt, bid den af og spyr den ud!
Står du der og hejser flaget, skønt dets sjæl er lagt i bånd!
Tror du blot, det er en tøjstump? Vet du ej, et flag er ånd?
Ydmyghed er Danmarks merke, ja, men ingen debitors.
Ej vort sunde kors skal plantes hos et unaturligt kors.
Ej dets høje dug skal bruges i ett lavt komediespil!
stikkande os slår i øjne, at vor frihed end er til.
Fri, kun fri skal fanen vaje, 7 århundreds Dannebrog!
ikke af en andens nåde. För forvar den under låg!
Del ej flaget med en fremmed! Gem det ned, da er det dit!
I dit hjerte skal det flamme varmt og levende og frit.
Kun når der det vant sin sejr offerrøtt och oskyldsvitt,
nås den dag, det atter vajer over folket højt og fritt.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar