Visar inlägg med etikett 1943. Visa alla inlägg
Visar inlägg med etikett 1943. Visa alla inlägg

tisdag 9 maj 2023

Sovjethymnen












De folkstyrda staternas enade välde, 
för sekler befäst av vår ryska nation,
vår hyllning vi bringa för frihetens seger,
vår stolta, vår mäktiga Rådsunion.  
Hell dig, o fosterland, 
frihetens fosterland, 
löftet om folkens förbrödring och fred,
framtidens trosbanér, 
frihetens folkbanér, 
tänd oss till seger, mot seger oss led.  

I natt och i mörker oss friheten lyste 
och Lenin den starke oss visade väg, 
i Stalin vi växte till trohet mot folket,
till dåd och till framsteg han vände vår håg. 
Hell dig, o fosterland, 
frihetens fosterland, 
löftet om folkens förbrödring och fred,
framtidens trosbanér, 
frihetens folkbanér, 
tänd oss till seger, mot seger oss led.

Vi härdats i strid och med blicken mot döden 
vår ovän får känna vår drabbande hand.
I kampen gestaltar vi seklernas öden, 
den seger som gryr för vårt fädernesland.
Hell dig, o fosterland, 
frihetens fosterland, 
löftet om folkens förbrödring och fred,
framtidens trosbanér, 
frihetens folkbanér, 
tänd oss till seger, mot seger oss led.



tisdag 15 november 2022

August

















Jeg er kun lyngen, ikke regnet stort.
Hvor det er muligt, sættes jeg på port.
Glemt er forlængst det gode, jeg har gjort.

Men dengang menneskenes uforstand
gav egene til pris for savens tand
og åbned agren for det vilde sand,

da Danmark lagdes blot for skæbne vred,
da var det mig (som ingen regned med),
der drog til felts for landets liv og fred.

Kun ringe var jeg, let at overse,
vant til at døje ringeagt og spe,
men tænkte: den ler bedst, der sidst kan le.

Så sandt det var mit hjem, mit eget land,
så vidste jeg: "Hvad komme vil og kan,
jeg holder stand, bli´r ved at holde stand."

Og blæsten ruskede min brune lok,
og sandet gnavede min sorte sok,
men jeg gik på og løftede i flok.

Den høje rug var gået rent i stå
og egens kæmpekuld på valen lå.
Thi hvor de store falder, står de små.

Det gale sand jeg læede i hi,
og stormen, der fo´r fløjtende forbi,
udtømte nytteløst sit raseri.

Var tørken hvas imod mig, frosten hård,
i onde som i knap så onde kår
jeg stod mig, hundredår på hundredår.

"Hvor gold, hvor grim!" hat tit de om mig sagt.
Men slås man for sit liv mod overmagt,
så bli´r der ikke råd og tid til pragt.

Dog grim er ikke ordet om mig just,
når under lokemandens flimrepust
jeg henter kroningskåbe hos august.

Se, hvor jeg blåner rødt og rødmer blåt
og klæder knøsen Jylland fuldt så godt
som mælkevejens sølvslæb himlens drot.

Ak, und dig, travle vandringmand, et hvil
i mos og lav, hvor ydmygt potentil
mig hilser med sit lille solesmil.

Jeg lader timian danse om din fod,
jeg lader myntens dufte slå dit blod
og hilder dig for spøg i ulvefod.

Mens tranbær-barnekinden rød og trind
på mossets pude sødt er slumret ind,
basuner revlingen sin negerkind.

Dagvågen titter tyttebærret frem,
men blåbær søger nedre enges gem
blufærdig i sin drøms blå natteem.

Og kast så blikket i en urkokskøjt,
der splintrer luften lig en spoves fløjt,
frem over bakken ind i himlen højt.

Forlad mig, at jag kvæder selv min pris.
Men egentlige er jeg et paradis;
i hvert fald slangen har jeg som bevis.

En himmel er jeg - og alligevel:
med ild og traktorplov og tyrretræl
skal jeg nu slås ihjel, skal slås ihjel.

Nuvel! at klynke aldrig var min skik.
Kun lad mig sunde mig et øjeblik.
Måske jeg sejred størst, da jeg forgik.

Jeg husker jo, at der hvor jeg nu står,
lå skov og mark engang i Danmarks gård.
Og i min død jeg drömmer om en vår,

da landet, jeg fik frelst, mit hjertes digt,
med korn og træer atter bølger rigt.
Så dør jeg gerne. Jeg har gjort min pligt.

Den evige forsigtighed




De gamle, syge m
ænd blev ved at lalle:
at bjærge liv og lemmer er det vigtige.
Selv ind i døden hørte vi dem ralle:
"Aah, vær forsigtige! aah, vær forsigtige!"

Enhver, der prøved at få fanen hejst ret
for sandhed, mod, og dåd, ham bad de flytte sig.
De vented at få ungdommen begejstret
for dette høje ideal at hytte sig.

Den kur de selv standhaftig praktisered
mod alskens sot med virkelig opriktighed.
Og derfor er omsider de kreperet.
Af hvad? selvfølgelig just af forsigtighed.



Kultur





















En herre med doktorhat på sit hår 
har gjort os den ære att mase
med spørgsmålet: hvad er kultur - og får
til facit: kultur er at smile, når
man helst vilde græde og rase.

Vor jord gik i knæ, da et vilddyr slap fri.
Det mødte til sidst dog sin skæbne:
et folk, der i stedet for smilets pil
med kvinders tårer og mænds raseri
sig voved mod det at væbne.

Men himmelske doktor, der ser til vort folk,
giv danskerne helse af kuren!
kasser den recept fra doktorernes tolk,
og es vor fyldepen om til en dolk!
Formindsk hos os daglig kulturen!

Vort danske kald

















Nu kr
æver Danmark af os, vi er stærke,
så aldrig frygt og tvivl får overhånd.
Alt, hvad der truer os, skal få at mærke,
at stærkere end alt er endnu ånd.
Kun mod og trods og styrke vil vi øse,
hvor storm og hav slår over kusten ind.
Er vi kun få og små og våbenløse,
des mere vil vi ruste vore sind.

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,
tro mod den røst, der er vort danske kalds.
Lad overmod og lad forsagthed mærke,
at dansken endnu aldrig var tilfals.
Lad "guldet" lefle og lad sværdet true!
Kun eet svar kender vi, og det er Nej!
Det hvide offertegn i blodets lue
har gennem syv århundred vist os vej!

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke.
Lad kun akkordens yngel falde fra!
Fast fylker sig om Dannebroges mærke
det folk, der gav sin mor sit fulde Ja.
Vort dyre land, vort stolte gamle rige,
i ny tids forår bærer vi dig ind.
Lad stormen stinde sig og havet stige!
des mere ruster vi de danske sind.

Danmark, vort liv





















Danmark, besudlet og bundet!
vi har her svoret en ed:
aldrig at unde os fred,
før vi dig atter har vundet
renset og fri.

Derhen, hvor du os befaler,
går vi dit ærind for Gud.
Een kun kan give os bud.
To er de sprog kun, vi taler:
tavshed og dansk.

Glemmer en, hvad han dig pligter,
så han for fremmedes pisk
krummer sig fejg eller grisk -
sønnen, där moderen svigter,
sky ham som pest!

Danmark, din frihed og ære
sværger vi tause vor ed.
Frem til den sejrrige fred
gennem vor død vi dig bærer,
Danmark, vort liv.

 

Jylland
















Fjorde og skoves
smilende magt,
agre langs åses
blånende pragt,
hedernes alvor
og klitternes vagt.
Kender du mig?
Jeg er Jylland.

Krige har hærget,
vintre har bidt.
Have og storme
hamret og slidt.
Styrke jeg vandt kun
af, hvad jeg har lidt.
Se, jeg er mig,
jeg er Jylland.

Fribåret sind bag
fattigmandskoft.
Blæsten og lærken
bor på min toft.
Vidt er till vægge
og højt er till loft
hjemme hos mig,
her i Jylland.

Syld for vort riges
ældgamle gård
grundfast i havet
stod jeg og står.
Bæres du skal i 
ny tusinde år,
Danmark, mit land,
af dit Jylland. 

lördag 5 november 2022

Min unge elskede kaster op




 
Bild: Lise och Kaj Munk, Vedersø

Min unge elskede kaster op
og stønner: "Gå! hold dig borte fra mig!"
Det gennemryster den myge krop.
Aah, kære du, hvor jeg holder af dig.
Den gule sved på din pande står,
og glansløst klistrer mod den dit hår,
hvor ellers lyset i bølger går
som af en glorie fra dig.

Fra første gang, då din modstand brast,
fordi du hørte ditt hjerte kalde,
så du i tøvende terningskast
lod dine kys mig på munden falde,
og til den nat, da beslutsom kåd
du drog mig ned i din længsels båd
og sejled mig gennom fryd og gråd
højt over stjernerne alle,

har dybt jeg elsked dig, pige min,
og stolt dig nævnet min lille frue,
for tales sølvklang og tankes vin,
for ansigts ynde og legems lue,
men aldrig brændte så hedt min hu
af ømhed for dig som nu, som nu
da gustenbleget og grimet du
mig jager ud af din stue.

Vor lykkes levende stjerne - fangst
i løn du under dit bælte bærer.
Med al din kval, med din blu og angst
en evighed i dit liv du nærer.
Foruden kampe og nederlag
skal ingen vinde sin sejers dag.
O krigerinde for livets sag!
usigeligt jeg dig ærer.

måndag 21 september 2020

Vid resning av vård i Fjällbygden















Lövliden i Vilhelmina år 1943

Det var en gång - en gång för länge sedan -
då här var bara gammal skog och myr. 
Då kom ett mänskopar att stanna, medan 
de väntade på livets äventyr.
De fiskade, de redde sig en stuga,
och höll den regnet ute, fick den duga.

Då var naturen ond - i skogen funno
befängda makter rum för skumma trick.
Det var ej uvens ögon då, som brunno
ur klyftan, men hin Håles arga blick,
och vittror, små och grå men yverborna,
befunnos mitt i branten geta korna.

Men mannen tog att snickra, smida, lagga
och bärga starr från myren eller mon.
Det kom en ko - det gungade en vagga
och där blev gröna fläckar omkring bron.
Där röjdes ris, det blev en plats för plogen,
och mörksens makter trängdes ut ur skogen.

Det går ej av sig själv att odla jorden,
och ingen stuga reses av sig själv,
ty är en vrå av ödemarken vorden
till hem för mänskor mellan berg och älv
och bjuder skygd och ger en daglig föda,
förvisso har det kostat ärlig möda.

Vi se dem - män och kvinnor genom åren,
långa dagar för en mager kost,
många suckar för den sena våren,
mycken ångest inför höstens frost,
varma böner för det torra brödet,
då barken kanske var det sista stödet.

Och den, som sett hur fattigdomen fårat
en barkad kind på fordom glad kamrat,
och den, som mött en sliten kvinnas tårar,
då hennes ungar kvedo efter mat,
den vet en del, vad odlarfolket kände,
då jakt och fiske svek, och frosten brände.

Det första odlarfolket är beskrivet,
och det är skildrat av dess egen tolk,
vad allt som tarvades att rädda livet. - - -
Hur kunde därvid detta arma folk
få tid och kraft att kring den egna härden
ge andra arv och skapa nya värden?

Hur kunde dessa män och kvinnor samla
ur all sin hårda kamp för dagligt bröd
en skatt att skänka, då de blivit gamla,
till dem som föga prövat samma nöd
och kanske inte alltid tacksamt kände
förpliktelsen mot torvan, som de vände?

Dock nya stugor byggdes, tegar brötos
ur skogbevuxen mark om än så hård,
och myrar dikades och stenar skötos. -
Nu ligger bygden här med gård vid gård,
och långa vägar väva sammanbandet
med socknen, länet och med fosterlandet.

Vi se i anden skugga efter skugga
av män och kvinnor granska oss i dag.
En kaffepanna och en svartbränd snugga
med mässingdosan vandrar över lag,
och aftonvarden lyfts ur näverkonten
vid rök - från andra sidan horisonten.

Vi se Er så och icke annorlunda,
Ni gamla fäder - Ni ha fyllt Ert värv,
och illa vore, om i dar som stunda,
vi läte arvet råka i fördärv.
Nej, det ska leva, och vår by må stånda
en fridens borg i tidens stora vånda.

Vi resa fädrens vård bland furustammar
och lingonris i mitten av vår by.
Så länge ännu vinterns norrsken flammar
och sommarsolen silar genom sky,
vill vården bära bud till sena leder
om hårda nävar, energi och heder.

(Ur Från bygd och vildmark 1943)

S Arbman:


torsdag 1 mars 2012

Sangen om den blå anemone




















Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!


K Munk: