Der er et yndigt land

Der er et yndigt land,

det står med brede bøge 

nær salten østerstrand, 

nær salten østerstrand.

Det bugter sig i bakke, dal,

det hedder gamle Danmark 

og det er Frejas sal, 

og det er Frejas sal.

Der sad i fordums tid 

de harniskklædte kæmper 

udhvilede fra strid, 

udhvilede fra strid,

så drog de frem til fjenders mén,

nu hvile deres bene 

bag højens bautasten, 

bag højens bautasten. 

Det land endnu er skønt 

thi blå sig søen bælter 

og løvet står så grønt, 

og løvet står så grønt 

og ædle kvinder, skønne møer 

og mænd og raske svende 

bebo de danskes øer, 

bebo de danskes øer.

Hil drot og faedreland!

Hil hver en danneborger

som virker, hvad han kan,

som virker, hvad han kan!

Vort gamle Danmark skal bestå 

så længe bøgen spejler 

sin top i bølgen blå, 

sin top i bølgen blå.

A Oehlenschläger:

Vort danske kald

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,

så aldrig frygt og tvivl får overhånd.

Alt, hvad der truer os, skal få at mærke,

at stærkere end alt er endnu ånd.

Kun mod og trods og styrke vil vi øse,

hvor storm og hav slår over kusten ind.

Er vi kun få og små og våbenløse,

des mere vil vi ruste vore sind.

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,

tro mod den røst, der er vort danske kalds.

Lad overmod og lad forsagthed mærke,

at dansken endnu aldrig var tilfals.

Lad "guldet" lefle og lad sværdet true!

Kun eet svar kender vi, og det er Nej!

Det hvide offertegn i blodets lue

har gennem syv århundred vist os vej!

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke.

Lad kun akkordens yngel falde fra!

Fast fylker sig om Dannebroges mærke

det folk, der gav sin mor sit fulde Ja.

Vort dyre land, vort stolte gamle rige,

i ny tids forår bærer vi dig ind.

Lad stormen stinde sig og havet stige!

des mere ruster vi de danske sind.

K Munk:

Blæsten og regnen

 

I Danmark bor den stride vind,
vort år er gennemblødt af regn.
Hvem er det, der har bildt os ind,
vort land er lagt i solens tegn?
Monstro det er de ferme fyre,
der sørger for hotelbrochure?
Det er kun dogme for turister,
at blæst og regnvejr altid trist er.

For vi, der bor i dette land
og ikke er på rejse her,
os står det danske klima an,
vi elsker disse mange vejr.
De dage er så få som favre,
da lokemanden sår sin havre.
Men skøn er også stormens sang
og regnens læskekys i vang.

Se bondens tag om plovens greb
i forårsblæst og muldjords-em,
hans heste strakt i deres reb
med skum for muler, sved fra rem!
Og se om bord vor fiskers gæve,
hornhudede bersærkernæve
i slagsmål mod nordvest, hans bror,
om fiske grejer, sejl og ror!

Og regn slår ned, så vand slår op,
de dråber styrter sig i sø
med ringedans af hop i hop.
Hvad andet ses så festligt dø?
Skovbækken leger Niagara.
Så løfter regnbuen sin tiara.
Det dufter af titusind håb
fra jorden under himlens dåb.

Her kom du frisk af søens bad.
Smed cyklen ved et træ og lo.
Din mund et dugget rosenblad,
og dine pigekinder to
på engang kølige og varme
af regnens kys og blæstens harme.
Hvor kæk, når du tilbageslår
med nakkekast dit våde hår!

Men inde i den store by,
der spurter de med regnslag på,
kulør af solfald og af gry
opliver alle gader grå.
Den lille havfrue på cykel -
et eventyr af vand og nikkel!
En til! og to! tre, fire, fem,
en havsfrustime lyner frem.

Ved aftenstid, i lygteskær
det funkler i asfaltens spejl.
De røde lysreklamer der
er nog Vorherres eget segl
i lak på det, att i værdier
er selv en storstad ej forbier.
For skønhed, der er gået tabt,
har byen anden skønhed skabt.

Se, morgonstund har vand i mund!
Til skole løber trip trip trip
om kap med deres næsetip
de små som om på havsens bund
og når i hus med bæk på skulder
og kildespring i smilehuller
og dyster deres hår og klæ´r
og synes, det er mandfolkvejr.

Men hvis et umedgørligt slud
gør alt for mange dage grå,
så tørner vestenvinden ud
og fejer himlen søndagsblå.
Flak over styret Kalle tramper
sig hjem til mor, hvor kaffen damper.
En smag som af et ekstra smil
den får af modvind og af mil.

Når verden over vi har lov
for pløjning her i Danmarks egn,
så skyldes det, at for vor plov
går de to gode: blæst og regn.
For vi er ingen drivhusstamme,
og det er evigt godt det samme.
Hvem kender vel til bedre hest
än hoppen regn, end hingsten blæst?

K Munk:

Förbidan

Vem ville ej, med vad han äger, köpa
en post, en ärofull, vid Danmarks sida?
Skall man då icke unna oss att strida
och svenska klingor uti Eidern döpa?

Men tills signalerna kring bergen löpa
och svärdet våldsamt flyger ur sin skida,
vi vid gevären dag och natt förbida,
och kulor skola våra kvinnor stöpa.

Så stå vi rustade för fågeljakter;
och tyska örnar sola sig kan hända
med varje stund allt närmre våra trakter;

men blevo de förut ej riktigt brända
och jaga inom håll för våra vakter,
de skola utan klor få återvända.

C W A Strandberg: