Jeg havde ild nok, da jeg var ung,
— ild nok, —
et blåtoppet luehav,
ideer, ideer,
gjæring og fødsel,
brusen og smelten!
Da jeg var ung!
—
Noget, som tabtes,
noget, som ei fandtes,
håb, som brast,
ild, som sluktes . . .
Der arbeider sig frem her inat
hos en forpint mand,
i en jaget sjæl,
ord.
Ord...
Mit liv er ord.
(Og det er skade.)
Visne ord.
Stivnede hjerteslag.
Hjerteslag!
Gud!
Du, som er jeget i livsfylden!
Gud,
du, som skaber!
— smerter,
kimer,
ord —
du —
hvem jeg tænker mig lig os,
men dit ansigt klart,
din pande lys —
du —
hvis menneskenavn
ensomheden
atter og atter
om mig hvisker,
vifter og hvisker,
med ukjendte stemmer nynner,
— dette forpinte menneske,
som blot, blot, blot
har ord —
husker du det da?
— — — — — — — — — —
Nu brænder lyset ned i stagen,
nu vandrer mørkets ånder
på spidse tær
ind i mit rum.
Lysner der linjer
der borte i krogen?
Var det mørket, som hvisked
om kvindelinjer,
hvide og runde?
Hulker der hjerter
der borte i krogen?
Er det ånder, som sukker?
om død, og om nat?
Hjerteslag . . .:
Den,
hvem dødsdronningen
har udkaaret,
den,
hvem dødsdronningen
elsker,
han
er ene.
Den,
hvem dødsdronningen
når på jord
er nat,
men det i himlens lydfyldte hvælving
er dag,
er blændende, himmelsk dag,
den,
hvem dødsdronningen
har da betegnet,
dødsdronningen,
dødsdronningen,
han
er ved jorddag ene.
