Jeg er kun lyngen, ikke regnet stort.Hvor det er muligt, sættes jeg på port.
Glemt er forlængst det gode, jeg har gjort.
Men dengang menneskenes uforstand
gav egene til pris for savens tand
og åbned agren for det vilde sand,
da Danmark lagdes blot for skæbne vred,
da var det mig (som ingen regned med),
der drog til felts for landets liv og fred.
Kun ringe var jeg, let at overse,
vant til at døje ringeagt og spe,
men tænkte: den ler bedst, der sidst kan le.
Så sandt det var mit hjem, mit eget land,
så vidste jeg: "Hvad komme vil og kan,
jeg holder stand, bli´r ved at holde stand."
Og blæsten ruskede min brune lok,
og sandet gnavede min sorte sok,
men jeg gik på og løftede i flok.
Den høje rug var gået rent i stå
og egens kæmpekuld på valen lå.
Thi hvor de store falder, står de små.
Det gale sand jeg læede i hi,
og stormen, der fo´r fløjtende forbi,
udtømte nytteløst sit raseri.
Var tørken hvas imod mig, frosten hård,
i onde som i knap så onde kår
jeg stod mig, hundredår på hundredår.
"Hvor gold, hvor grim!" hat tit de om mig sagt.
Men slås man for sit liv mod overmagt,
så bli´r der ikke råd og tid til pragt.
Dog grim er ikke ordet om mig just,
når under lokemandens flimrepust
jeg henter kroningskåbe hos august.
Se, hvor jeg blåner rødt og rødmer blåt
og klæder knøsen Jylland fuldt så godt
som mælkevejens sølvslæb himlens drot.
Ak, und dig, travle vandringmand, et hvil
i mos og lav, hvor ydmygt potentil
mig hilser med sit lille solesmil.
Jeg lader timian danse om din fod,
jeg lader myntens dufte slå dit blod
og hilder dig for spøg i ulvefod.
Mens tranbær-barnekinden rød og trind
på mossets pude sødt er slumret ind,
basuner revlingen sin negerkind.
Dagvågen titter tyttebærret frem,
men blåbær søger nedre enges gem
blufærdig i sin drøms blå natteem.
Og kast så blikket i en urkokskøjt,
der splintrer luften lig en spoves fløjt,
frem over bakken ind i himlen højt.
Forlad mig, at jag kvæder selv min pris.
Men egentlige er jeg et paradis;
i hvert fald slangen har jeg som bevis.
En himmel er jeg - og alligevel:
med ild og traktorplov og tyrretræl
skal jeg nu slås ihjel, skal slås ihjel.
Nuvel! at klynke aldrig var min skik.
Kun lad mig sunde mig et øjeblik.
Måske jeg sejred størst, da jeg forgik.
Jeg husker jo, at der hvor jeg nu står,
lå skov og mark engang i Danmarks gård.
Og i min død jeg drömmer om en vår,
da landet, jeg fik frelst, mit hjertes digt,
med korn og træer atter bølger rigt.
Så dør jeg gerne. Jeg har gjort min pligt.
