Visar inlägg med etikett Danska. Visa alla inlägg
Visar inlägg med etikett Danska. Visa alla inlägg

fredag 23 augusti 2024

Du dejlig Rosenknop






















Du dejlig Rosenknop!
Lad mig dig ret betragte
og på den Skønhed agte,
som mer end Kunst og Pragt
er i dit bæger lagt.
Du dejlig Rosenknop!

Du dejlig Rosenknop!
Igår du sad med Glæde
smukt på dit Tornesæde;
men du blev brudt, og se!
Idag du visnede!
Du dejlig Rosenknop!

Du dejlig Rosenknop!
Din friske Farve svinder,
dit matte Rødt mig minder,
at Herlighed forgår
og Skønhed Ende får.
Du dejlig Rosenknop!

Du dejlig Rosenknop!
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igår du blomstrede,
idag du visnede!
Du dejlig Rosenknop!



söndag 12 mars 2023

At ville værn, at måtte trods
















Ak, hvor jeg længes efter 
at eje fred med en og hver 
og bruge sine kræfter 
på lutter vennefærd. 

Hvor længes man mod himlen, 
hvor fri fra alle jordens bånd, 
man fatter glad i vrimlen 
sin værste uvens hånd. 

Men under himmellåget 
skal evig bølge røg og damp. 
Så sandt du tror på noget, 
så vil det noget kamp. 

At tro er det rebelske 
at ville værn, at måtte trods. 
Kun den, der ej kan elske, 
kan slippe for at slås. 

lördag 11 mars 2023

Flaget, der kun lever i sin kiste
















Hvorfor vil du hejse flaget, når du tror, det er en klud? 
når du skolker fra den løftning, der er flagets bøn og bud? 

Det at hejse Dannebroge, vogt dig, det er aldrig spøg. 
Flaget hævner, hvis du regner det kun for et legetøj. 

Se, dets røde farve svulmer i et kald på offermod, 
til at elske har du ræt kun, er du rede med dit blod. 

For dit hjertes skyld lad knuse, om det kræves, hjertets hvælv! 
thi, o menneske, dit hjerte det er mere end dig selv. 

Mærker ikke du det hvide drage mod uskyldighed, 
kræve sindet blankt og svigløst, så du slår dit øje ned. 

Du, som bærer tvende tunger bag din læbes glatte hud, 
bid den ene af, men hurtigt, bid den af og spyr den ud! 

Står du der og hejser flaget, skønt dets sjæl er lagt i bånd!
Tror du blot, det er en tøjstump? Vet du ej, et flag er ånd? 

Ydmyghed er Danmarks merke, ja, men ingen debitors. 
Ej vort sunde kors skal plantes hos et unaturligt kors. 

Ej dets høje dug skal bruges i ett lavt komediespil! 
stikkande os slår i øjne, at vor frihed end er til. 

Fri, kun fri skal fanen vaje, 7 århundreds Dannebrog! 
ikke af en andens nåde. För forvar den under låg! 

Del ej flaget med en fremmed! Gem det ned, da er det dit! 
I dit hjerte skal det flamme varmt og levende og frit. 

Kun når der det vant sin sejr offerrøtt och oskyldsvitt, 
nås den dag, det atter vajer over folket højt og fritt.

torsdag 9 mars 2023

Af vikingæt

















Og der er sunget længe nok
og både flinkt og net
om mor og hendes spinderok,
om far og hans kasket,
om spindelvæv på mark og kær...
som om vi var museum her.
Nu kræves der i Dannevang
af os en anden sang.

Du organist med manke grå,
vor spillemand mod vest,
nu ber vi dig dit orgel slå,
som du förmår det bedst,
ja, brus det over Danmarks jord,
vel er vi børn av bælt og fjord,
men er og blir fra byss till grav
tillige børn af hav.

Småfinker har holdt sommerfest
i natten lys og lun.
Men vågn nu op, du storm fra vest,
og stød i din basun!
Du var jo helt fra hedenold
vort unge frie folks herold
og viste os, at dåden stod,
hvor vinden er imod.

Vort land er kun et slettebo
foruden bjerges værn.
Desmere højne sig vor tro,
og viljen vorde jern!
Bedst fattigmand til mod har råd.
Tit lidet folk var stort i dåd.
Vis nu, da vi i kamp er stedt,
vi er af vikingæt!

tisdag 15 november 2022

August

















Jeg er kun lyngen, ikke regnet stort.
Hvor det er muligt, sættes jeg på port.
Glemt er forlængst det gode, jeg har gjort.

Men dengang menneskenes uforstand
gav egene til pris for savens tand
og åbned agren for det vilde sand,

da Danmark lagdes blot for skæbne vred,
da var det mig (som ingen regned med),
der drog til felts for landets liv og fred.

Kun ringe var jeg, let at overse,
vant til at døje ringeagt og spe,
men tænkte: den ler bedst, der sidst kan le.

Så sandt det var mit hjem, mit eget land,
så vidste jeg: "Hvad komme vil og kan,
jeg holder stand, bli´r ved at holde stand."

Og blæsten ruskede min brune lok,
og sandet gnavede min sorte sok,
men jeg gik på og løftede i flok.

Den høje rug var gået rent i stå
og egens kæmpekuld på valen lå.
Thi hvor de store falder, står de små.

Det gale sand jeg læede i hi,
og stormen, der fo´r fløjtende forbi,
udtømte nytteløst sit raseri.

Var tørken hvas imod mig, frosten hård,
i onde som i knap så onde kår
jeg stod mig, hundredår på hundredår.

"Hvor gold, hvor grim!" hat tit de om mig sagt.
Men slås man for sit liv mod overmagt,
så bli´r der ikke råd og tid til pragt.

Dog grim er ikke ordet om mig just,
når under lokemandens flimrepust
jeg henter kroningskåbe hos august.

Se, hvor jeg blåner rødt og rødmer blåt
og klæder knøsen Jylland fuldt så godt
som mælkevejens sølvslæb himlens drot.

Ak, und dig, travle vandringmand, et hvil
i mos og lav, hvor ydmygt potentil
mig hilser med sit lille solesmil.

Jeg lader timian danse om din fod,
jeg lader myntens dufte slå dit blod
og hilder dig for spøg i ulvefod.

Mens tranbær-barnekinden rød og trind
på mossets pude sødt er slumret ind,
basuner revlingen sin negerkind.

Dagvågen titter tyttebærret frem,
men blåbær søger nedre enges gem
blufærdig i sin drøms blå natteem.

Og kast så blikket i en urkokskøjt,
der splintrer luften lig en spoves fløjt,
frem over bakken ind i himlen højt.

Forlad mig, at jag kvæder selv min pris.
Men egentlige er jeg et paradis;
i hvert fald slangen har jeg som bevis.

En himmel er jeg - og alligevel:
med ild og traktorplov og tyrretræl
skal jeg nu slås ihjel, skal slås ihjel.

Nuvel! at klynke aldrig var min skik.
Kun lad mig sunde mig et øjeblik.
Måske jeg sejred størst, da jeg forgik.

Jeg husker jo, at der hvor jeg nu står,
lå skov og mark engang i Danmarks gård.
Og i min død jeg drömmer om en vår,

da landet, jeg fik frelst, mit hjertes digt,
med korn og træer atter bølger rigt.
Så dør jeg gerne. Jeg har gjort min pligt.

Den evige forsigtighed




De gamle, syge m
ænd blev ved at lalle:
at bjærge liv og lemmer er det vigtige.
Selv ind i døden hørte vi dem ralle:
"Aah, vær forsigtige! aah, vær forsigtige!"

Enhver, der prøved at få fanen hejst ret
for sandhed, mod, og dåd, ham bad de flytte sig.
De vented at få ungdommen begejstret
for dette høje ideal at hytte sig.

Den kur de selv standhaftig praktisered
mod alskens sot med virkelig opriktighed.
Og derfor er omsider de kreperet.
Af hvad? selvfølgelig just af forsigtighed.



Kultur





















En herre med doktorhat på sit hår 
har gjort os den ære att mase
med spørgsmålet: hvad er kultur - og får
til facit: kultur er at smile, når
man helst vilde græde og rase.

Vor jord gik i knæ, da et vilddyr slap fri.
Det mødte til sidst dog sin skæbne:
et folk, der i stedet for smilets pil
med kvinders tårer og mænds raseri
sig voved mod det at væbne.

Men himmelske doktor, der ser til vort folk,
giv danskerne helse af kuren!
kasser den recept fra doktorernes tolk,
og es vor fyldepen om til en dolk!
Formindsk hos os daglig kulturen!

Vort danske kald

















Nu kr
æver Danmark af os, vi er stærke,
så aldrig frygt og tvivl får overhånd.
Alt, hvad der truer os, skal få at mærke,
at stærkere end alt er endnu ånd.
Kun mod og trods og styrke vil vi øse,
hvor storm og hav slår over kusten ind.
Er vi kun få og små og våbenløse,
des mere vil vi ruste vore sind.

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,
tro mod den røst, der er vort danske kalds.
Lad overmod og lad forsagthed mærke,
at dansken endnu aldrig var tilfals.
Lad "guldet" lefle og lad sværdet true!
Kun eet svar kender vi, og det er Nej!
Det hvide offertegn i blodets lue
har gennem syv århundred vist os vej!

Nu kræver Danmark af os, vi er stærke.
Lad kun akkordens yngel falde fra!
Fast fylker sig om Dannebroges mærke
det folk, der gav sin mor sit fulde Ja.
Vort dyre land, vort stolte gamle rige,
i ny tids forår bærer vi dig ind.
Lad stormen stinde sig og havet stige!
des mere ruster vi de danske sind.

Danmark, vort liv





















Danmark, besudlet og bundet!
vi har her svoret en ed:
aldrig at unde os fred,
før vi dig atter har vundet
renset og fri.

Derhen, hvor du os befaler,
går vi dit ærind for Gud.
Een kun kan give os bud.
To er de sprog kun, vi taler:
tavshed og dansk.

Glemmer en, hvad han dig pligter,
så han for fremmedes pisk
krummer sig fejg eller grisk -
sønnen, där moderen svigter,
sky ham som pest!

Danmark, din frihed og ære
sværger vi tause vor ed.
Frem til den sejrrige fred
gennem vor død vi dig bærer,
Danmark, vort liv.

 

Jylland
















Fjorde og skoves
smilende magt,
agre langs åses
blånende pragt,
hedernes alvor
og klitternes vagt.
Kender du mig?
Jeg er Jylland.

Krige har hærget,
vintre har bidt.
Have og storme
hamret og slidt.
Styrke jeg vandt kun
af, hvad jeg har lidt.
Se, jeg er mig,
jeg er Jylland.

Fribåret sind bag
fattigmandskoft.
Blæsten og lærken
bor på min toft.
Vidt er till vægge
og højt er till loft
hjemme hos mig,
her i Jylland.

Syld for vort riges
ældgamle gård
grundfast i havet
stod jeg og står.
Bæres du skal i 
ny tusinde år,
Danmark, mit land,
af dit Jylland. 

söndag 6 november 2022

Avnerne
















Satan vil sigte sin hvede.
Hør, hvor han ler på sin lo,
rager til side med vrede
alt, hvad der dur til at gro.
Avnerne de er hans hvede,
der samler på alt, som er goldt.
Se, hvor de længe sig teede
iøjnestikkende stolt.

Ja, de er rigtigt i vinden,
fyger til vejrs for hans skovl.
Kort kun det varer, forinden
de brændes i helvedes svovl.
Himmelhøjt vilde de vejres,
når kun det modsatte mål,
fejes, når såtid fejres,
ned i forkastelsens bål.
 

April 1940















Hvor skinner solen dog mildt fra syd,
hvor er den venlig og nådig!
Den klapper den gamle mutte eg:
"Vær nu ikke så egenrådig,

men fold nu du dine knopper ud,
jeg kun din livskraft vil nære.
Mærk, jeg er varm, jeg er god.
Frit dit løv kan du bære."

Småkravlet nede om egens rod
føler sig voldsomt beæret.
Sandelig, det må man lade april,
at det er omslag i vejret.

Knopperne brister i lydige smil,
blomster og blade serveres.
For når april er i sommerhumør,
så må den ej irriteres.

Ak - solen blev væk bag en susende sky,
kulden dem alle omklamred,
vinden peb og bed djævelsk til,
haglene pisked og hamred.

Kun egen stod værdig og mut og ens,
om lyst eller mørkt over landet.
"Aprilsolen regner jeg ikke med,
majsolen bli´r noget andet."





Det unge Nord














Bag bloddamps tåge, bag mordbrands røg,
bag vredne jerntog, bag dødningsgrin,
bag al vor tidsalders rå ruin,

jeg griber efter det fjerne syn,
det fjerne syn af den nye jord,
hvor endelig menneskeværdighed bor.

Der ser jeg også dig, Fædreland,
et Danmark, rejsende sig fra fald
til vågen klarhed over sit kald.

Forstod omsider du livets lov,
beredt på mark och beredt på sø
det land skal leve, hvis folk kan dø?

Den strenge lov blev nu også din.
Men hvad har, inden du kom så vidt,
o dyrebare, du ikke lidt!

Dog om de fletted dig tornekrans,
ja, om de spigrede dig til fjæl
hvad gjorde det, blot du vandt din själ?

Bag bloddamps tåge, bag mordbrands røg
jeg aner glimt af Guds nye dag.
Der vajer også det røde flag,

det røde flag med det hvide kors,
det overstreger al blodig lyst
og lover verden Guds nådes trøst.

Aah, Danmark, Danmark, du milde land,
der aldrig kendte til hadets brunst,
lær du Europa den nye kunst

at dyrke kærligheds store Gud
ved ofring af hævn og begær og nid,
ved broderligt virke i fredens id.

Sig ikke, landsmand, vi er kun få!
et lidet land med sandhed i pagt
har, mere end alle de store, magt.

Ej heller tør vi helt ene stå.
Hvad ser jeg der i den fjerne dag?
nu blev til eet alle korsets flag.

Thi Islands vidsyn og Finlands mod
og Sveriges vilje og Norges trods
husk, det er os, det er også os.

Bag bloddams tåge, bag mordbrands røg
jeg hilser dig, lægende fred på jord,
jeg hilser som fører det unge Nord.

lördag 5 november 2022

Min unge elskede kaster op




 
Bild: Lise och Kaj Munk, Vedersø

Min unge elskede kaster op
og stønner: "Gå! hold dig borte fra mig!"
Det gennemryster den myge krop.
Aah, kære du, hvor jeg holder af dig.
Den gule sved på din pande står,
og glansløst klistrer mod den dit hår,
hvor ellers lyset i bølger går
som af en glorie fra dig.

Fra første gang, då din modstand brast,
fordi du hørte ditt hjerte kalde,
så du i tøvende terningskast
lod dine kys mig på munden falde,
og til den nat, da beslutsom kåd
du drog mig ned i din længsels båd
og sejled mig gennom fryd og gråd
højt over stjernerne alle,

har dybt jeg elsked dig, pige min,
og stolt dig nævnet min lille frue,
for tales sølvklang og tankes vin,
for ansigts ynde og legems lue,
men aldrig brændte så hedt min hu
af ømhed for dig som nu, som nu
da gustenbleget og grimet du
mig jager ud af din stue.

Vor lykkes levende stjerne - fangst
i løn du under dit bælte bærer.
Med al din kval, med din blu og angst
en evighed i dit liv du nærer.
Foruden kampe og nederlag
skal ingen vinde sin sejers dag.
O krigerinde for livets sag!
usigeligt jeg dig ærer.

söndag 1 april 2018

Langfredag

















Lad dem blot slå os ihjel Langfredag.
Vi lurer dem Påskemorgen!

 
K Munk:




fredag 11 december 2015

Sangen til vor Ø















Lolland, Lavland, Lerjordsslette,
frodige og muntre Ø,
gyngende paa Bølger lette
i den knap nok salte Sø,
ja, af Østersøen bysset
og af Søndenvinden kysset
ligger du med Smil og Latter,
du vor Havlands yngste Datter,
- Danmarks Kæledækkebarn!

Lavt maa dine Banker krybe,
tunge som de er af Muld.
Kløfter har du kun saa dybe
som en Piges Smilehul.
Men naar Sol staar over Parker,
Skove, Sunde, Hvedemarker,
— eller Taagen Aaret kvælder,
mens din Pil sørgmodig hælder,
Fødeø, hvor er du skøn!

Kamp fik ogsaa du at kende,
Kystens Lavhed ægged den;
ond var Venden som din Fjende,
Havet lunefuld som Ven.
Men har Mand til Værn ej Bjerge,
Gør han af sin Arm sig Værge.
Venden vandt du listigt over
ved at gøre ham til Svoger.
Og med Pumpelag og Dige
sejred du i Havets Krige,
snød endog det Fjorden fra.

Lolland, lille ferme Kone,
trivelige, glade Mor!
Hør i denne Hjertetone
dine Børn i Hyldestkor!
Virker vi med Viljer sunde,
— du har Mad til alle Munde.
Livets Dyst er værd at vove.
Nattens Søvn er sød at sove,
Moder Lolland, paa din Jord.


K Munk:

måndag 4 mars 2013

Blæsten og regnen

 
















I Danmark bor den stride vind,
vort år er gennemblødt af regn.
Hvem er det, der har bildt os ind,
vort land er lagt i solens tegn?
Monstro det er de ferme fyre,
der sørger for hotelbrochure?
Det er kun dogme for turister,
at blæst og regnvejr altid trist er.

For vi, der bor i dette land
og ikke er på rejse her,
os står det danske klima an,
vi elsker disse mange vejr.
De dage er så få som favre,
da lokemanden sår sin havre.
Men skøn er også stormens sang
og regnens læskekys i vang.

Se bondens tag om plovens greb
i forårsblæst og muldjords-em,
hans heste strakt i deres reb
med skum for muler, sved fra rem!
Og se om bord vor fiskers gæve,
hornhudede bersærkernæve
i slagsmål mod nordvest, hans bror,
om fiske grejer, sejl og ror!

Og regn slår ned, så vand slår op,
de dråber styrter sig i sø
med ringedans af hop i hop.
Hvad andet ses så festligt dø?
Skovbækken leger Niagara.
Så løfter regnbuen sin tiara.
Det dufter af titusind håb
fra jorden under himlens dåb.

Her kom du frisk af søens bad.
Smed cyklen ved et træ og lo.
Din mund et dugget rosenblad,
og dine pigekinder to
på engang kølige og varme
af regnens kys og blæstens harme.
Hvor kæk, når du tilbageslår
med nakkekast dit våde hår!

Men inde i den store by,
der spurter de med regnslag på,
kulør af solfald og af gry
opliver alle gader grå.
Den lille havfrue på cykel -
et eventyr af vand og nikkel!
En til! og to! tre, fire, fem,
en havsfrustime lyner frem.

Ved aftenstid, i lygteskær
det funkler i asfaltens spejl.
De røde lysreklamer der
er nog Vorherres eget segl
i lak på det, att i værdier
er selv en storstad ej forbier.
For skønhed, der er gået tabt,
har byen anden skønhed skabt.

Se, morgonstund har vand i mund!
Til skole løber trip trip trip
om kap med deres næsetip
de små som om på havsens bund
og når i hus med bæk på skulder
og kildespring i smilehuller
og dyster deres hår og klæ´r
og synes, det er mandfolkvejr.

Men hvis et umedgørligt slud
gør alt for mange dage grå,
så tørner vestenvinden ud
og fejer himlen søndagsblå.
Flak over styret Kalle tramper
sig hjem til mor, hvor kaffen damper.
En smag som af et ekstra smil
den får af modvind og af mil.

Når verden over vi har lov
for pløjning her i Danmarks egn,
så skyldes det, at for vor plov
går de to gode: blæst og regn.
For vi er ingen drivhusstamme,
og det er evigt godt det samme.
Hvem kender vel til bedre hest
än hoppen regn, end hingsten blæst?


K Munk: