Blæsten og regnen

 

I Danmark bor den stride Vind,
vort år er gennemblødt af regn.
Hvem er det, der har bildt os ind,
vort land er lagt i solens tegn?
Monstro det er de ferme fyre,
der sørger for hotelbrochure?
Det er kun dogme for turister,
at blæst og regnvejr altid trist er.

For vi, der bor i dette land
og ikke er på rejse her,
os står det danske klima an,
vi elsker disse mange vejr.
De dage er så få som favre,
da lokemanden sår sin havre.
Men skøn er også stormens sang
og regnens læskekys i vang.

Se bondens tag om plovens greb
i forårsblæst og muldjords-em,
hans heste strakt i deres reb
med skum for muler, sved fra rem!
Og se om bord vor fiskers gæve,
hornhudede bersærkernæve
i slagsmål mod nordvest, hans bror,
om fiske grejer, sejl og ror!

Og Regn slår ned, så vand slår op,
de dråber styrter sig i sø
med ringedans af hop i hop.
Hvad andet ses så festligt dø?
Skovbækken leger Niagara.
Så løfter regnbuen sin tiara.
Det dufter af titusind håb
fra jorden under himlens dåb.

Her kom du frisk af søens bad.
Smed cyklen ved et træ og lo.
Din mund et dugget rosenblad,
og dine pigekinder to
på engang kølige og varme
af regnens kys og blæstens harme.
Hvor kæk, når du tilbageslår
med nakkekast dit våde hår!

Men inde i den store by,
der spurter de med regnslag på,
kulør af solfald og af gry
opliver alle gader grå.
Den lille havfrue på cykel -
et eventyr af vand og nikkel!
En til! og to! tre, fire, fem,
en havsfrustime lyner frem.

Ved aftenstid, i lygteskær
det funkler i asfaltens spejl.
De røde lysreklamer der
er nog Vorherres eget segl
i lak på det, att i værdier
er selv en storstad ej forbier.
For skønhed, der er gået tabt,
har byen anden skønhed skabt.

Se, morgonstund har vand i mund!
Til skole løber trip trip trip
om kap med deres næsetip
de små som om på havsens bund
og når i hus med bæk på skulder
og kildespring i smilehuller
og dyster deres hår og klæ´r
og synes, det er mandfolkvejr.

Men hvis et umedgørligt slud
gør alt for mange dage grå,
så tørner vestenvinden ud
og fejer himlen søndagsblå.
Flak over styret Kalle tramper
sig hjem til mor, hvor kaffen damper.
En smag som af et ekstra smil
den får af modvind og af mil.

Når verden over vi har lov
for pløjning her i Danmarks egn,
så skyldes det, at for vor plov
går de to gode: blæst og regn.
For vi er ingen drivhusstamme,
og det er evigt godt det samme.
Hvem kender vel til bedre hest
än hoppen regn, end hingsten blæst?

K Munk: