bag vredne jerntog, bag dødningsgrin,
bag al vor tidsalders rå ruin,
jeg griber efter det fjerne syn,
det fjerne syn af den nye jord,
hvor endelig menneskeværdighed bor.
Der ser jeg også dig, Fædreland,
et Danmark, rejsende sig fra fald
til vågen klarhed over sit kald.
Forstod omsider du livets lov,
beredt på mark och beredt på sø
det land skal leve, hvis folk kan dø?
Den strenge lov blev nu også din.
Men hvad har, inden du kom så vidt,
o dyrebare, du ikke lidt!
Dog om de fletted dig tornekrans,
ja, om de spigrede dig til fjæl
hvad gjorde det, blot du vandt din själ?
Bag bloddamps tåge, bag mordbrands røg
jeg aner glimt af Guds nye dag.
Der vajer også det røde flag,
det røde flag med det hvide kors,
det overstreger al blodig lyst
og lover verden Guds nådes trøst.
Aah, Danmark, Danmark, du milde land,
der aldrig kendte til hadets brunst,
lær du Europa den nye kunst
at dyrke kærligheds store Gud
ved ofring af hævn og begær og nid,
ved broderligt virke i fredens id.
Sig ikke, landsmand, vi er kun få!
et lidet land med sandhed i pagt
har, mere end alle de store, magt.
Ej heller tør vi helt ene stå.
Hvad ser jeg der i den fjerne dag?
nu blev til eet alle korsets flag.
Thi Islands vidsyn og Finlands mod
og Sveriges vilje og Norges trods
husk, det er os, det er også os.
Bag bloddams tåge, bag mordbrands røg
jeg hilser dig, lægende fred på jord,
jeg hilser som fører det unge Nord.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar