Jylland

Fjorde og skoves

smilende magt,

agre langs åses

blånende pragt,

hedernes alvor

og klitternes vagt.

Kender du mig?

Jeg er Jylland.

Krige har hærget,

vintre har bidt.

Have og storme

hamret og slidt.

Styrke jeg vandt kun

af, hvad jeg har lidt.

Se, jeg er mig,

jeg er Jylland.

Fribåret sind bag

fattigmandskoft.

Blæsten og lærken

bor på min toft.

Vidt er till vægge

og højt er till loft

hjemme hos mig,

her i Jylland.

Syld for vort riges

ældgamle gård

grundfast i havet

stod jeg og står.

Bæres du skal i 

ny tusinde år,

Danmark, mit land,

af dit Jylland. 

K Munk: