Af vikingæt

Og der er sunget længe nok

og både flinkt og net

om mor og hendes spinderok,

om far og hans kasket,

om spindelvæv på mark og kær...

som om vi var museum her.

Nu kræves der i Dannevang

af os en anden sang.

Du organist med manke grå,

vor spillemand mod vest,

nu ber vi dig dit orgel slå,

som du förmår det bedst,

ja, brus det over Danmarks jord,

vel er vi børn av bælt og fjord,

men er og blir fra byss till grav

tillige børn af hav.

Småfinker har holdt sommerfest

i natten lys og lun.

Men vågn nu op, du storm fra vest,

og stød i din basun!

Du var jo helt fra hedenold

vort unge frie folks herold

og viste os, at dåden stod,

hvor vinden er imod.

Vort land er kun et slettebo

foruden bjerges værn.

Desmere højne sig vor tro,

og viljen vorde jern!

Bedst fattigmand til mod har råd.

Tit lidet folk var stort i dåd.

Vis nu, da vi i kamp er stedt,

vi er af vikingæt!

K Munk: