Ene

Jeg havde ild nok, da jeg var ung, 

— ild nok, — 

et blåtoppet luehav, 

ideer, ideer, 

gjæring og fødsel, 

brusen og smelten! 

Da jeg var ung! — 

Noget, som tabtes, 

noget, som ei fandtes, 

håb, som brast, 

ild, som sluktes . . . 

Der arbeider sig frem her inat 

hos en forpint mand, 

i en jaget sjæl, 

ord. 

Ord... 

Mit liv er ord. 

(Og det er skade.) 

Visne ord. 

Stivnede hjerteslag. 

Hjerteslag! 

Gud! 

Du, som er jeget i livsfylden! 

Gud, 

du, som skaber! 

— smerter, 

kimer, 

ord — 

du — 

hvem jeg tænker mig lig os, 

men dit ansigt klart, 

din pande lys — 

du — 

hvis menneskenavn 

ensomheden 

atter og atter 

om mig hvisker, 

vifter og hvisker, 

med ukjendte stemmer nynner, 

— dette forpinte menneske, 

som blot, blot, blot 

har ord — 

husker du det da?

 — — — — — — — — — — 

 

Nu brænder lyset ned i stagen, 

nu vandrer mørkets ånder 

på spidse tær 

ind i mit rum. 

Lysner der linjer 

der borte i krogen? 

Var det mørket, som hvisked 

om kvindelinjer, 

hvide og runde? 

Hulker der hjerter 

der borte i krogen? 

Er det ånder, som sukker? 

om død, og om nat? 

Hjerteslag . . .: 

Den, 

hvem dødsdronningen 

har udkaaret, 

den, 

hvem dødsdronningen 

elsker, 

han 

er ene. 

Den, hvem dødsdronningen 

når på jord 

er nat, 

men det i himlens lydfyldte hvælving 

er dag, 

er blændende, himmelsk dag, 

den, 

hvem dødsdronningen har da betegnet, 

dødsdronningen, 

dødsdronningen, 

han 

er ved jorddag ene.

S Obstfelder: